Pas på: Arbejdsgivere låner din pension

Skrevet af admin

21/01/2014

Mest læste i dag

Fagforbundene 3F og Dansk Metal må hvert år behandle hundreder af sager, hvor arbejdsgivere undlader eller glemmer at indbetale pensionsbidrag til de ansatte. Det skriver Politiken.

Sidste år havde Dansk Metal 530 af den slags sager, og selv om det er færre end året før, er det stadig alt for mange, fastslår faglig sekretær Kasper Palm:

- Det er højest 10 procent af disse sager, der kan forklares med regulære fejl i arbejdsgiverens bogholderi. Ellers er det klart vores indtryk, at arbejdsgiverne gør det her, fordi de er pressede og har svært ved at klare betalingerne.

- Så låner man lige medarbejdernes pensionspenge en enkelt måned eller to, vel vidende at det bliver opdaget, siger Kasper Palm til Politiken.

Som systemet fungerer, reagerer pensionsselskaberne prompte, hvis der mangler penge på en medarbejders pensionskonto.

Det udløser først en rykker og så en mere til arbejdsgiveren, hvorefter pensionsselskaberne lægger hele sagen over til fagforbundet, der selv tager fat i den enkelte arbejdsgiver.

I landets største fagforbund, 3F, er antallet af sager om manglende pensionsindbetalinger steget voldsomt de sidste tre år. Fra 2000 sager i 2011 til næsten 2900 sidste år. En udvikling, 3F betegner som alvorlig:

- Vi kan mærke, at det her problem bliver større og større, og vi må bruge flere og flere kræfter på at sikre medlemmerne deres pensioner, siger Jan Villadsen, formand for transportgruppen i 3F, til Politiken.

/ritzau/