Pas på: Facebook-orm lokker med gratis gavekort til Just Eat

Skrevet af Lotte Sørensen

22/08/2013

Mest læste i dag

Har nogle af dine Facebook-venner også jublet over, at de har fået et gratis gavekort på 100 kroner til justeat.dk? Så lad være med at trykke på det medfølgende link.

Madportalens navn bliver nemlig misbrugt, og du får ikke gratis mad ud af det. Til gengæld får du besøg af en såkaldt Facebook-orm, en ondsindet app.

- Den pågældende app poster i vildskab samme budskab ud til andre Facebook-brugere/-venner fra den konto, som har installeret app'en, lyder det fra Peter Kruse fra IT-sikkerhedsfirmaet CSIS til Dagens.dk.

Læs også: Svindlere bruger TDC i mail om tilbagebetaling

Siger du ja til at installere app'en, giver du den samtidig adgang til al information på din profil.

Klikker man løs i håbet om et pizza-gavekort, ender man med et 14 dages gratis VIP-medlemskab til hjemmesiden Lotto24.dk, der udbyder konkurrencer på nettet.

Den del lyder jo umiddelbart lovende, hvis ikke det var fordi, at der med småt står, at efter de 14 dage koster medlemskabet 299 kroner.

Læs også: Pas på med at bekræfte dit Apple-ID

Forbrugerombudsmanden har tidligere politianmeldt Lotto24 for lignende vildledning. Og tilbage i januar i år fik Lotto24 en bøde på 10.000 kroner for spam - her havde de sendt nyehdsbreve ud til folk, der ikke havde bedt om det.

Peter Kruse fra CSIS viser herunder skærmbillede for skærmbillede, hvordan det ser ud, når du er ved at gå i ormens Just Eat-fælde.

Følg Dagens.dk på Facebook - gratis nyheder hver dag