Pas på: Frankrig går ikke ned som Kroatien

Skrevet af admin

25/01/2014

Dagens topnyheder

Danmarks håndboldherrer havde det bestemt ikke nemt i EM-semifinalen mod Kroatien, men opgavens sværhedsgrad får lige et ekstra nøk opad i søndagens finale mod Frankrig.

Det tror Mads Christiansen i hvert fald på efter at have mødt franskmændene to gange i denne sæson i Golden League-sammenhæng.

- Jeg tror ikke, at vi får noget foræret. Det er et fransk hold, der er vant til at spille de her store kampe, og det bliver mindst lige så hårdt som mod Kroatien, siger han.

Han fremhæver især Frankrigs bredde, hvor nummer to på en given position ikke er så meget ringere end nummer et.

- De kommer med et bredere tryk end kroaterne, der er meget afhængige af få personer. Frankrig har flere spillere, vi skal forholde os til, og det giver nogle udfordringer i forberedelsen, siger Mads Christiansen, som dog er meget fortrøstningsfuld.

- Jeg har det fint med, at det er Frankrig, vi skal møde. Vi har spillet gode træningskampe mod dem de seneste måneder, og det bliver helt sikkert en fantastisk håndboldkamp, siger han.

Danmark besejrede Frankrig 33-29 i efteråret i Oslo, og senest blev det til en smal 29-28-sejr på franskmændenes hjemmebane i Paris.

/ritzau/