»Pas på hvad du ønsker dig«

Det var budskabet fra SF-formand Annette Vilhelmsen (SF) fra talerstolen i Falconersalen, hvor det kriseramte parti, der for tiden døjer med rekordlave meningsmålinger, i weekenden holder landsmøde.

»De første år i regering har så absolut ikke været en dans på roser. I hvert fald ikke en dans på roser uden torne,« sagde Annette Vilhelmsen, efter hun var blevet klappet op på scenen af en sal fuld af stående SFere.

I talen refererer SF-formanden til udtrykket »pas på hvad du ønsker dig«.

»Jeg vil være ærlig over for jer og sige, at jeg ikke så sjældent undervejs har tænkt: Pas på hvad du ønsker – du risikerer at få det,« sagde partiformanden.

Ifølge Annette Vilhelmsen er det, SF har opnået, dog det hele værd.

»Har det været det værd? Har realiseringen af det, SF så længe ønskede og kæmpede så hårdt for, været prisen værd? Det, mener jeg, at det har,« sagde Annette Vilhelmsen, der peger på en lang række sejre for regeringen - og SF - blandt andet afskaffelsen af starthjælpen, den midlertidige udskydelse af dagpengereformen og investeringer i den kollektive trafik.

»Vi må ikke glemme de mange gode resultater, vi har kæmpet for i så mange år, og som nu er blevet virkelighed,« sagde hun.

»For første gang i vort partis historie er vi med helt inde i kontrolrummet og tage ansvar for svære beslutninger, mens vi samtidig præger samfundsudviklingen i en mere retfærdig, solidarisk og grøn retning,« sagde Vilhelmsen og understregede, at det er SF, der trækker regeringen til venstre.

SFs størrelse dog sætter begrænsninger, erkender partiformanden.

»Mit budskab er, at SF får det igennem i regeringen, som vores størrelse muliggør. Vi er det eneste regeringsparti, der står solidt plantet midt på venstrefløjen,« sagde Annette Vilhelmsen.

Landsmødet fortsætter hele lørdag og søndag.

Dagens Gossip

Dagens TV