Pas på: Myndighederne holder øje med dig på Facebook

Skrevet af Elo Christoffersen

07/09/2013

Mest læste i dag

Karina Hansen fra Kolding er rystet efter Kolding Kommune præsenterede hende for 51 udskrifter fra hendes Facebook-sider siden 2011.

Hun har været truckfører. For fem år siden fik hun en arbejdsskade og i dag får hun kontanthjælp. Hun fortæller til TV Syd, hun lider af Thoracic outlet syndrome, der blandt andet betyder, at hun ikke har meget kraft i sine arme.

LÆS OGSÅ: De unge mødre: Camilla anmeldt for at svindle på nettet

Karina Hansen blev kaldt til møde på kommune angiveligt efter Kolding Kommune havde fået en henvendelse fra en anonym borger om, at hendes kæreste, der ligesom Karina er kontanthjælpsmodtager, vist nok solgte brænde sort fra deres fælles bopæl, sydvest for Kolding, skriver BT.

- Jeg blev spurgt om, hvordan jeg kan bage boller og cykle med en dårlig arm. Sagsbehandleren ville også vide, om jeg lavede sort arbejde og havde været på rejse. Jeg måtte helt sikkert have været ude at rejse, fordi jeg havde lagt et billede fra Argentina på Facebook, siger Karina Hansen til TV Syd..

- Det kom bag på mig, at jeg bliver overvåget af kommunalt ansatte. Det er rystende, fortæller hun.

Formand for socialudvalget i Kolding, Tine Roos Nørgaard, fortæller at borgere i situationer med blandt andet Facebook, bliver indkaldt til en partshøring. Her har borgeren mulighed for at uddybe og forklare sig.

- Oplysninger fra internettet og Facebook eller andre sociale medier får aldrig lov at stå alene, men selvfølgelig medtages det som en del af paletten af oplysninger, hvilket vi i kommunerne rent faktisk også er forpligtet til at gøre, siger Tine Roos Nørgaard.

Det er dog lovligt for kommuner og Udbetaling Danmark lov til at snage i borgernes Facebook-side og andre sociale medier.

LÆS OGSÅ: Facebook udleverer hemmelige data til Danmark

Det fastslår retningslinjer fra Social, Børne- og Integrationsministeriet og det gælder, når folks profil er offentligt tilgængelig. Oplysninger fra lukkede profiler må kun bruges, hvis myndighederne uopfordret har modtaget kopi af oplysningerne fra en borger.

Myndighederne har ret til at rejse sager på grundlag af anonyme henvendelser. Det er dog en betingelse at sagen undersøges nærmere, inden borgeren får frataget sine ydelser.

Karina Hansen har dog stadig sin åbne profil på Facebook.

- Jeg har ikke noget at skjule, siger hun og vil gerne advare andre:

- Pas på og tænk jer om, inden I lægger noget ud. Det kan blive brugt mod jer.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Mødet på Kolding Kommune og granskningen af Karina Hansens Facebook-side har ikke fået økonomiske konsekvenser for hverken hende eller hendes kæreste, skriver BT.