Pas på: Tågen ligger tungt mange steder til morgen

Det meste af landet ligger svøbt ind i tåge.

DMI advarer mod tæt tåge flere steder.

Jylland har været ramt i løbet af morgenen, og lige nu er blandt andet Holbæk-egnen ramt. Tæt tåge betyder en sigtbarhed på mindre end 100 meter.

- Det er noget, som svinger lidt op og ned. Vi forventer, det letter, når solen står op. I løbet af formiddagen er tågen formentlig forsvundet, siger Henning Gisselø, vagtchef hos DMI, til Dagens.dk.

Den tykke tåge opstår, når afkølet jord møder fugtig luft, og der ikke er skyer på himlen eller nævneværdig vind.

Tågesæsonen begynder i sensommeren, fordi nætterne bliver længere.

Godt vejr i weekenden
Til gengæld ser weekendvejret ud til at blive ganske pænt især i Jylland. Her bliver det solskin og temperaturer lidt over 20 grader.

- Østpå får de flot vejr i dag, men der driver mange skyer ind fra sydøst, som i første omgang rammer Bornholm. I morgen kommer skyerne over Falster og Sydsjælland. Men Jylland ser ud til at få tre pæne dage, siger Henning Gisselø.

Dagens Gossip