Passager med stjålet pas på forsvundet fly identificeret

Skrevet af admin

10/03/2014

Dagens topnyheder

Malaysia har identificeret en af de to personer, som rejste på stjålet pas om bord på forsvundet malaysisk passagerfly, siger politichef ifølge nyhedsbureauet AFP.

Flyet med 239 personer om bord forsvandt fredag aften i godt flyvevejr, og man har endnu ikke fundet ud af, hvad der er sket efter mere end to døgns eftersøgning.

Den identificerede mand er ifølge den malaysiske politichef Khalid Abu Bakar ikke fra Malaysia.

- Det er alt, hvad jeg kan sige nu, siger Khalid Abu Bakar.

Interpol bekræftede søndag, at mindst to passagerer gik om bord på flyet med stjålne pas, som var registreret i politisamarbejdets database.

Den ene passager, der rejste på et italiensk pas, havde København som sin slutdestination, mens den anden person, der benyttede sig af et østrigsk pas, var på vej til Frankfurt, skriver CNN.

De to passagerer havde tilsyneladende købt deres billetter sammen.

Billetterne blev købt 6. marts hos China Southern Airlines og blev betalt til identiske priser i Pattaya i Thailand. Billetternes numre er fortløbende, hvilket indikerer, at de blev udstedt sammen.

Malaysiske myndigheder har de seneste dage været i gang med at undersøge videooptagelser af de to personers færden i lufthavnen.

/ritzau/AFP