Passagerer fra grundstødt færge er kommet i land

Skrevet af admin

15/12/2013

Mest læste i dag

En del af passagererne på rederiet Viking Lines færge Amorella, som lørdag blev udsat for en strømafbrydelse og drev på grund ud for Föglö på Ålandsøerne, ankom søndag morgen med færgen Rosella til Stockholm.

De passagerer, der skulle retur til Turku, sejlede fra Mariehamn med Viking Grace først på eftermiddagen søndag med ankomst tidligt på aftenen.

Det lykkedes i løbet af lørdag aften at trække Viking Amorella fri, og færgen anløb Mariehamn på Åland lige efter klokken et natten til søndag. Ved grundstødningen var Amorella på vej til et kort ophold i Mariehamn på ruten mellem Turku og Stockholm.

Ingen af de 2014 ombordværende på Viking Amorella, hvoraf 1853 var passagerer, kom noget til ved grundstødningen.

Passagerne steg i land fra Rosella ved Stadsgårdskajen i Stockholm ved otte-tiden søndag morgen. Problemer med landgangen betød, at passagererne måtte gå i land over bildækket. Ved udgangen stod Saini Nurmi og ventede på sit barnebarn.

- Jeg blev meget bange, da jeg hørte, hvad der var sket. Rigtig bange. Tankerne gik tilbage til Estonias forlis, siger hun med henvisning til det forlis i Den Finske Bugt, som i 1994 kostede 852 mennesker livet.

Meti Khalil var en af passagererne på Viking Amorella, da færgen gik på grund.

- Skibet stoppede pludseligt. De sagde, at motorerne var gået i stykker, og vi stod stille uden at bevæge os i over en time. Mine børn blev ret bange, siger han.

Men Mati Khalil føler sig ikke afskrækket efter den natlige sørejse.

- Der var lidt uro, men besætningen løste problemerne. Det er sådan noget, der sker nøjagtig på samme måde, som når en bil går i stykker, siger han.

Gisellan Nilsson lå og sov, da Amorella gik på grund tidligt lørdag morgen.

- Jeg mærkede ingenting, da det skete. Men da jeg hørte, at skibet tog vand ind, blev jeg meget bange siger hun.

/ritzau/TT