Patentdomstol får lokalafdeling i Danmark

Skrevet af admin

21/02/2014

Mest læste i dag

Hvis danskerne ved den kommende folkeafstemning siger ja til en fælleseuropæisk patentdomstol, så får domstolen et kontor i Danmark.

Det ligger fast, efter at SR-regeringen har indgået en politisk aftale med Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og SF om oprettelsen af en lokal afdeling af patentdomstolen i København.

Dermed vil danske virksomheder, der fører sager i Danmark, altid have mulighed for at føre sagen på dansk, og der vil altid være én dansk dommer.

De Radikales spidskandidat til Europaparlamentet, Morten Helveg Petersen, mener at et af de væsentligste argumenter for Dansk Folkepartis modstand mod domstolen dermed falder bort.

- Det tager luften ud af de myter, som Dansk Folkeparti forsøger at skabe, nemlig at det kommer til at være en bulgarsk domstol, hvor alting foregår på bulgarsk.

- Nu får vi en lokal domstol i København, så danske virksomheder kan føre sager på dansk, siger Morten Helveg Petersen.

Sproget ved den lokale afdeling af patentdomstolen vil være både dansk og engelsk, så virksomhederne har mulighed for at vælge det sprog, de ønsker.

Afdelingen vil have en fast dansk dommer i dommerpanelet, der består af tre dommere i alt. De øvrige dommere kommer fra den centrale dommerpulje, der etableres i forbindelse med patentdomstolen.

Det europæiske enhedspatent skal sammen med den nye domstol gøre det muligt at sende én ansøgning og få patent i 25 lande.

- Patentdomstolen vil betyde millionbesparelser for danske virksomheder, og derfor er det oplagt en god idé, at vi tilslutter os, mener Morten Helveg Petersen.

Dansk Folkeparti har til gengæld slået på, at der er stor usikkerhed forbundet med, hvordan domstolen kommer til at fungere i praksis.

EU's patentdomstol får eneret til at træffe afgørelser i tvister om patenter. Afgørelserne får virkning for alle de deltagende lande. Justitsministeriet har på den baggrund konkluderet, at dansk tilslutning til patentdomstolen betyder afgivelse af suverænitet.

Derfor skulle fem-sjettedele af Folketinget stemme ja til forslaget, ellers skal det til folkeafstemning. Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten har imidlertid afvist at stemme for lovforslaget om domstolen, og derfor skal danskerne stemmen om den 25. maj.

/ritzau/