Patientdirektør advarer mod fokus på produktivitet på sygehuse

Skrevet af admin

15/12/2015

Dagens topnyheder

Flere patienter bliver udredt og behandlet på landets sygehuse.

Det viser nye tal fra den årlige "Løbende offentliggørelse af produktivitet i sygehussektoren", som Sundheds- og Ældreministeriet, Danske Regioner og Finansministeriet offentliggør tirsdag.

Men det er langt fra ensbetydende med, at behandlingen, som patienterne får, er god, siger Morten Freil, direktør i paraplyorganisationen Danske Patienter.

- Det er ikke nok, at man leverer en masse ydelser, hvis patienterne ikke har gavn af ydelserne, og det er nogle gange det, der kan ligge bag produktivitetsstigninger.

Opgørelsen viser, at sygehuse og hospitaler fra 2013 til 2014 samlet set har øget produktiviteten med 3,1 procent. I 2012 til 2013 var produktivitetsvæksten på 3,2 procent.

Men det er ikke den bedste måde at måle kvaliteten af patienternes behandling, mener Morten Freil.

- Det man skal passe på med, er at styre alt for meget efter effektivitetsrater. Det siger i virkeligheden ikke noget om, hvorvidt patienterne får den rette kvalitet i behandlingen.

- Det, man kan frygte, er, at samtaler med patienter og pårørende, rengøringen og andet bliver skåret væk. Og at det er det, der ligger bag produktivitetsstigningerne, siger han til Ritzau.

Og det er formand for Danske Regioner Bent Hansen overordnet enig i, selv om han også glad er for, at produktiviteten er øget.

- Patienten skal fra først til sidst have et stærkt, sammenhængende forløb, og det skal vi styre efter, skriver han i pressemeddelelsen.

Sådan lyder det også fra sundhedsminister Sophie Løhde (V), som dog understreger, at produktiviteten stadig skal være i fokus.

- Personalet knokler, og selv om vi også fremover vil have fokus på produktiviteten på sygehusene, så skal vi ikke stirrer os blinde på, hvor mange patienter, der kommer igennem systemet.

Og kvalitetsmåling frem for produktivitetsmåling er vejen frem, mener Morten Freil.

- Hvis vi for alvor skal vurdere, om sundhedsvæsnet performer godt, så skal vi have langt mere fokus på at måle kvaliteten, og fokus på at man styrer efter kvaliteten. Og at det rent faktisk har en konsekvenser for sygehusene, hvis de ikke leverer en ordentlig kvalitet.

/ritzau/