Patienter efterlyser penge til behandlingsgaranti

Skrevet af admin

20/04/2015

Dagens topnyheder

De fleste kan blive enige om, at det er glædeligt, hvis alle patienter uanset diagnose kan blive behandlet inden for 30 dage.

Men sådan en garanti vil koste regionerne flere hundrede millioner kroner, og hvor skal de penge komme fra.

Danske Patienter, der er en paraplyorganisation for 79 patientforeninger, efterlyser svar på, hvordan partierne i blå blok vil finansiere den udvidede behandlingsgaranti, som de foreslår i et fælles udspil.

- Det er et positivt forslag, men det er jo ikke gratis at indføre 30 dage for alle sygdomme. Vi mangler at få svar på, hvor pengene skal komme fra, siger formand Lars Engberg til Ritzau.

- Hvis det betyder, at de skal findes i sundhedsvæsnet, så kan det ikke undgå at gå ud over de svageste patienter. Det bliver de ældre medicinske patienter og de psykisk syge, som skal holde for igen, siger Lars Engberg.

- De kan ikke gå til privathospitalerne, for de behandler ikke den type patienter, siger han.

Derimod er Danske Patienter fuldt ud tilfredse med, at de fire borgerlige partier udsteder garanti for, at det fortsat skal være gratis at gå til læge.

- Selv om vi taler om mindre gebyrer, for eksempel i størrelsesordenen 100 eller 130 kroner, så kan det være mange penge for en del mennesker, som dermed udskyder eller dropper et nødvendigt lægebesøg.

- Derfor er det godt, at de tanker er taget af bordet. Der er nu givet et klart løfte, som partierne ikke kan løbe fra, siger Lars Engberg.

Også Lægeforeningen er skeptisk over for en behandlingsgaranti på 30 dage for alle patienter. Formand Mads Koch Hansen sagde for nylig til Ritzau, at når ressourcerne ikke er uendelige, må de mest syge prioriteres først.

Ligesom Danske Patienter forudser han, at der er en risiko for, at det kun bliver patienter med lidelser, der kan behandles i privat regi, der får en reel behandlingsgaranti.

/ritzau/