Patienter er uvidende om ret til behandling i EU-lande

Skrevet af admin

11/11/2015

Dagens topnyheder

Danskerne er sammenlignet med andre EU-borgere storforbrugere af tilskud til behandling i udlandet. Alligevel halter det slemt med kendskabet til mulighederne for at få betalt behandlingen udenlands.

Det viser den hidtil første status på området fra EU-Kommissionen på tværs af medlemslandene.

Tre ud af fire danskere føler sig velinformerede om de sundhedsydelser, de kan få refunderet i Danmark.

Men kun hver femte kan sige det samme, når det gælder mulighederne for at få refunderet udgifter til behandling i udlandet, og som blev indført i 2013.

Når danskerne alligevel dominerer i statistikken over sundhedsydelser i udlandet med tilskud hjemmefra, så skyldes det ene og alene én ting: Tandlægebehandling som ofte er billigere i andre lande, og som herhjemme kræver en pæn stor egenbetaling.

78 procent af de patienter, der i EU får refunderet udgifter til behandling i andre lande, er danske tandlægeturister. 5,5 millioner af de 7 millioner kroner, regionerne hidtil har refunderet for behandling i udlandet, er gået til tandbehandling.

- Danmark rettede allerede i 2000 ind efter nogle domme fra EU-Domstolen og refunderede sygesikringsandelen, når patienter valgte at lade deres tænder behandle i udlandet.

- Dermed har vi fået mere tradition for at få ordnet tænder i udlandet, siger Vibeke B. Lemche, kontorchef i Patientombuddet, der blandt andet vejleder om rettigheder til sygehjælp i andre lande.

De europæiske patientorganisationer har flere gange kritiseret "labyrinten af forvirrende, utilstrækkelige og nogle gange for detaljerede oplysninger," når patienter søger sundhedsbehandling på tværs af landegrænser.

Ifølge Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners sundhed, er regionerne i gang med at styrke informationen i et mere forståeligt sprog.

/ritzau/