Patienter: Opbakning afhænger af om man kan tale med en læge

Skrevet af admin

29/12/2013

Dagens topnyheder

Ledige vagter nytårsnat og resten af januar. Det er situationen få dage før, Region Hovedstad overtager driften af lægevagten.

Den nye ordning er ellers en forbedring for patienterne, i hvert fald på papiret, siger Lars Engberg, formand for Danske Patienter.

- Men vores opbakning til ordningen har selvfølgelig den præmis, at man kan få en lægelig vurdering, hvis det er nødvendigt, siger han.

For få dage siden udsendte et vikarbureau en mail, hvor de blandt andet udbyder ledige vagter hver dag i januar, samt 10 vagter den 1. januar.

Og Freddy Lippert, direktør for Region Hovedstads præhospitale virksomhed, bekræfter, at der primært i starten af måneden og i nattetimerne er ledige vagter.

- Det er lidt bekymrende, at der er problemer. Men jeg synes, det er svært at vurdere, hvor meget der er spin fra fagforeningerne og regionen, siger Lars Engberg.

Tidligere har det været de praktiserende læger, der drev lægevagten. Regionen opsagde aftalen med lægerne i foråret.

De praktiserende lægers organisation, PLO, opfordrer sine medlemmer til at boykotte den nye ordning.

Regionen har nemlig ikke indgået en aftale med PLO om bemandingen, men har forhandlet med Yngre Læger og Foreningen af Speciallæger.

De to foreninger har sat spørgsmålstegn ved kompetencerne hos de læger, der ansættes fra vikarbureauerne. Desuden kritiserer lægerne, at det bliver sygeplejersker, der tager telefonen, når borgerne ringer 1813.

Men Danske Patienter deler ikke lægernes bekymring. Lars Engberg ser det tværtimod som en serviceforbedring, at borgerne fremover kun skal ringe til et nummer for at komme i kontakt med både skadestue og vagtlæge.

- Man skal selvfølgelig kunne komme til at tale med en læge. Men indtil det modsatte er bevist, vil jeg regne med, at problemerne bliver løst, siger han.

/ritzau/