Patienter skal vide det, hvis politiet lytter med på alarmopkald

Skrevet af John Meyer

02/01/2013

Dagens topnyheder

- Det er en meget uheldig praksis at politiet lytter med, uden at folk er klar over det. Det er et brud på den tavshedspligt og fortrolighed mellem behandler og patient, som er en grundlæggende præmis i sundhedsloven, og som også har stor betydning for at kunne yde den rette behandling. Politiet skal selvfølgelig have de oplysninger, som folk vil give dem, men sundhedsvæsenet er til for de syge, ikke for politiet. siger formanden for Lægeforeningen Mads Koch Hansen til Berlingske.

Politiet vil gerne kunne lytte med
- Politiet er garant for alle de operatører, der kommer derud. Vi skal sikre ambulancefolkene og brandvæsnet, ikke kun os selv og ofrene. Skal vi ud til et husspektakel, kan det være, at der kommer oplysninger om, at der er truet eller stukket med kniv. Det er jo meget vigtigt for os at vide, så vi kan komme derud først og sikre, at en af redderne ikke bliver stukket med kniv eller på anden måde kommer til skade, forklarer Klaus Hvegholm Møller, leder af alarmcentralen i Østjylland.

Justitsministeriet og Sundhedsministeriet lægger nu op til at ændre reglerne, så borgeren altid bliver orienteret i de tilfælde, hvor politiet lytter med.

- Reglerne bør slå fast, at politiet kun kan lytte med i enkelttilfælde, hvor det helt oplagt er relevant. F.eks. hvis der er mistanke om, at patienten har været udsat for en forbrydelse og måske stadig er i fare. Der bør også være effektiv kontrol med, at reglerne efterleves. Det er helt afgørende, at borgerne kan være sikre på, hvem der lytter, og at der er respekt for, at patienter kan tale med sundhedspersonale i fortrolighed, siger Mads Koch Hansen.