Patienter vil have privathospitaler til at afhjælpe kræft-ventelister

For at sikre, at patienterne bliver behandlet i tide, er man først og fremmest nødt til at udnytte den kapacitet, der allerede er, lyder meldingen fra Patientforeningen.

»Vi har direkte kendskab til nogle, som skulle undersøges for tarmkræft, men som kom på venteliste, fordi man ikke udnyttede kapaciteten i de private virksomheder,« fortæller Erik Bach, formand for Patientforeningen.

Han vurderer, det skyldes ren og skær politisk ideologi.

»Nogle steder er der en meget stor uvilje mod at bruge de private virksomheder, og det, synes vi, er forkasteligt. Det bør simpelthen være strafbart, hvis man ikke vil bruge den kapacitet, der er. Og her taler jeg både om hårdere straffe til de ansvarlige og økonomisk erstatning til patienterne,« siger han.

Også Venstres Martin Geertsen (V) mener, det er uacceptabelt, at så mange kræftpatienter ikke får undersøgelse og behandling inden for den tid, de har ret til ifølge kræftpakkerne.

»Vi skal have strammet op på det interne samarbejde mellem afdelingerne. Uden tvivl skal der også prioriteres flere ressourcer. Men så skal vi også se på, om vi kan få privathospitalerne i gang med at trække noget af læsset i forhold til scanninger og andre af de mindre komplicerede dele af et behandlingsforløb,« siger Martin Geertsen.

Han bakkes op af sundhedsordfører Sophie Løhde (V), som ligeledes mener, man bør lade de private indgå i behandlingerne på kræftområdet.

»I Venstre er vi optaget af, at patienterne får god og hurtig behandling, og i modsætning til så mange andre, så har vi ingen problemer med at benytte privathospitaler til at afhjælpe ventelisterne til scanninger, så patienterne kan få undersøgelse og behandling inden for den tid, de har ret til ifølge kræftpakkerne. Det vigtigste er altså patienterne,« understreger Sophie Løhde.

Flere politikere har en klar, positiv holdning til, at det kan blive nødvendigt at afsætte flere penge på de områder, hvor der er åbenlyse mangler. Men om det er flere penge, der skal til, tvivler man på hos Patientforeningen.

»Det er skam ikke fordi, der ikke bliver brugt nok penge herhjemme allerede sammenlignet med for eksempel Tyskland og Frankrig. I forhold til BNP og hospitalsomkostninger per indbygger ligger vi stort set på samme niveau som Tyskland, men der har de næsten ingen ventetid. De er bare mere effektive, og det kan måske have noget at gøre med, at de har frit sygehusvalg. Der er konkurrence om kunderne dernede,« påpeger formand Erik Bach.

Dagens Gossip