Patientforening kalder ny rettighed en nødløsning

Skrevet af admin

11/09/2015

Dagens topnyheder

Sundhedsminister Sophie Løhdes (V) plan om at give patienter ret til at søge en udredning i det private sundhedsvæsen, hvis det offentlige ikke kan levere en inden for 30 dage, bliver mødt med forsigtig ros fra patientforeningen Danske Patienter.

- Regionerne har i lang tid haft til opgave at sikre patienterne udredning indenfor 30 dage. Vi kan bare konstatere, at udredningsretten virker ikke, siger direktør i Danske Patienter Morten Freil.

- Problemet er, at det her er ikke en løsning, men en nødløsning.

Han er bange for, at den nye rettighed, som patienterne får, ikke løser det største problem: At det offentlige sundhedsvæsen i en stadig mindre andel af tilfælde overholder fristen på 30 dage for en udredning.

I andet kvartal i 2015 var andelen af patienter, der fik en udredning inden for 30 dage nede på 57 procent.

Morten Freil håber, at ministeren vil sørge for, at den andel bliver større.

- Patienterne har ret til, at regionerne sikrer, at de bliver udredt inden for 30 dage. Det, den nye regering gør nu, er at anerkende, at regionerne ikke kan leve op til sit ansvar. Så lader man det være op til patienten selv at finde en løsning.

Derudover frygter Danske Patienter, at selvom den nye rettighed er en god idé, så vil mange patienter ikke forstå vigtigheden af at opsøge en hurtig udredning.

- Et andet problem er, at nogle patienter ikke har ressourcer nok til at finde et alternativ. Det er heller ikke ved alle sygdomme, at der er private udredningstilbud.

Han understreger dog, at patienternes nye rettighed ikke vil stille dem dårligere på nogen måde.

/ritzau/