Patientforening: Uværdigt med konsultationer på gangene

Skrevet af admin

22/09/2015

Dagens topnyheder

Patienterne bliver konsulteret på gangene, rengøringen er elendig, og patienterne venter i lang tid på behandling.

Det viser TV2-dokumentaren "Patienten, der fik nok", som torsdag bliver vist på kanalen.

Her har TV2-journalisten Michael Bech med sin mobiltelefon filmet, da han akut blev indlagt med mistanke om galdesten på Hvidovre Hospital.

Og særligt det med, at patienterne bliver konsulteret på gangene er stærkt kritisabelt, mener Morten Freil, direktør i paraplyorganisationen Danske Patienter.

Han er dog ikke overrasket, da tidligere undersøgelser, ifølge patientdirektøren, har vist, at konsultationer på gangene ofte finder sted.

Her fortæller læger og sygeplejersker, at mange samtaler med patienterne ikke foregår i uforstyrret omgivelser. Simpelthen fordi der mangler rum til alle patienterne på sygehusene.

- Det kan få alvorlige konsekvenser for både patienterne og sygehuspersonalet, når private oplysninger bliver delt, hvor alle kan lytte med, siger han.

- Dels er det uværdigt for patienterne, dels kan vigtige informationer gå tabt. Både for den enkelte patient, men også for lægen, som kan gå glip at vigtige oplysninger til brug i behandlingen.

- Så det er ganske alvorligt, siger Morten Freil og peger på, at regionerne i samarbejde med kommunerne og regionerne skal have gjort noget ved problemet.

- Man skal have gjort noget ved det her pres med overbelægning. Som det er nu, er det utroligt vanskeligt for sygehuspersonalet at finde egnede rum til at konsultere patienterne.

/ritzau/