Patientforeninger: Ny garanti er urealistisk

Kort før regeringens nye udredningsgaranti træder i kraft, sår flere patientforeninger tvivl om dens værd.

- I dag er der nogen steder en ventetid på halve og hele år, og dermed er regionerne meget langt fra garantien, siger Thorkil Kjær, direktør i Astma-Allergi Danmark.

Fra 1. september må patienter højst vente i 30 dage på en diagnose. Men da der over hele landet mangler speciallæger i allergi, er det urealistisk at nå målet.

- Tanken med udredningsgarantien er god, men hvis den skal få praktisk betydning, skal astma-allergiområdet tilføres flere ressourcer, siger Thorkil Kjær.

Også Hjerteforeningen mener, at garantien er urealistisk.

Derfor opfordrer formand, overlæge Henrik Steen Hansen regionerne til at udvide tidsrummet for, hvornår sygehusene kan udføre indledende undersøgelser på hjertepatienter.

- Derudover må det være muligt for patienterne at få ultralydsskanninger på privathospitaler eller hos praktiserende speciallæger, hvis ventetiden overskrider fire uger, siger Henrik Steen Hansen.

Den tanke er formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), positiv over for.

- Vi må se, om vi kan hjælpe hinanden på tværs af regionerne, og derudover om der er privathospitaler, der kan afhjælpe problemet, siger han.

En ventelisteopgørelse over hjertepatienter uden for hjertepakkerne, det vil sige de mindst akutte patienter, viser, at 3079 hjertepatienter venter længere end fire uger på en forundersøgelse, der efter faglige anbefalinger anses som den maksimale ventetid.

Derfor frygter Hjerteforeningen, at patienternes sygdomme bliver overset, hvis hjertepatienterne venter for længe på deres undersøgelser.

- Det kan have psykiske konsekvenser og for nogle fatale konsekvenser, hvis de har en alvorlig hjertesygdom, der ikke opdages i tide, siger Henrik Steen Nielsen.

Samme advarsel kommer fra Astma-Allergi Danmark:

- For allergikere er det afgørende, at de hurtigt får vished for, hvad de ikke tåler. I værste fald kan det have dødelig udgang at vente for længe, siger formand Thorkil Kjær.

Kan det ikke lade sig gøre at stille en diagnose inden for 30 dage, siger loven, at patienten som minimum skal have en plan for videre udredning.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV