Patrick Bjorkstrand skifter til KHL

VM-spilleren Patrick Bjorkstrand er klar til verdens næststærkeste ishockeyliga, den russiske KHL.

Den 20-årige wing med fortid i Herning Blue Fox og Mora i Allsvenskan har skrevet kontrakt med KHL-debutanterne Medvescak Zagreb.

- Alle KHL-hold skal have to unge spillere, og det har givet mig chancen. Det er en kæmpeudfordring af spille i en liga med så mange verdensklassespillere, og jeg glæder mig vildt, siger Patrick Bjorkstrand.

- Jeg er klar over, at jeg skal kæmpe hårdt for en plads på holdet, men der er ingen tvivl om, at jeg vil udvikle mig i det stærke og rutinerede selskab.

Patrick Bjorkstrand spillede sidste sæson 51 kampe for Mora og var med i alle landskampe. En skøjtestærk og teknisk begavet spiller med stort potentiale.

I den kommende KHL-klub med base i Zagreb skal han primært spille sammen med nordamerikanere, deraf flere med NHL-fortid.

En af de assisterende trænere er Dean Fedorchuk, en god bekendt af dansk ishockey. Patrick Bjorkstrand bliver den anden danske KHL-spiller.

VM-kollegaen Kirill Starkov spillede 18 kampe for CSKA Moskva i 2008/09.

I den kommende weekend er Patricks lillebror, 18-årige Oliver Bjorkstrand, Portland Winterhawks, med i draften til NHL.

Blandt tilskuerne til draften i New Jersey er hele familien Bjorkstrand.

- Vi håber selvfølgelig, at Oliver bliver draftet. Det bliver spændende, hvem der drafter ham og i hvilken runde, siger Patrick Bjorkstrand.

Dagens Gossip