Patrick Nielsen tættere på VM-kamp

Selvom der var interkontinentale titler på spil hos både WBA og WBOs forbund, så udgjorde Patrick Nielsens sejr først og fremmest den 22-årige boksers vigtige skridt i nærheden af at vise, at han også kan slå modstandere med et vist talent.- Jeg følte mig oven på fra starten af og fik sat nogle gode slag, som fik ham ned i tempo fra starten af, fortalte Patrick Nielsen til TV3 Plus efter en kamp, som han dominerede i en mere kontrolleret udgave, end man tidligere har set den temperamentsfulde Albertslund-bokser i mod svagere modstandere.

- Jeg havde fået at vide, at han var en modstander, der går frem i alle tolv omgange, så jeg havde besluttet at køre i et tempo, jeg kunne holde i alle 12 omgange, forklarede Patrick Nielsen.

- Jeg føler mig på toppen nu, sagde Patrick Nielsen.

Mellemvægteren mangler stadig at bevise meget i dansk boksnings søgen efter et nyt trækplaster, der kan overtage efter Mikkel Kessler. Men med 20 sejre i lige så mange kampe, vil Patrick Nielsen efterhånden være et navn, der nærmer sig muligheden for en VM-kamp på en endnu større scene.

Og så vil der blive brug for, at danskeren viser endnu mere kløgt, end det der blev krævet for at slå Majewski sent lørdag aften i Arena Nord.

Dagens Gossip