Paul McCartney hovedtaler på egen skole

Der var ros og håb til de 260 elever, som i går fik deres eksamenbevis fra den kunstnerskole, Paul McCartney for snart 20 år siden åbnede i sin hjemby.

Den tidligere Beatle holdt selv talen for de nye kandidater fra Liverpool Institute for the Performing Arts, LIPA. McCartney kastede glans over årets dimmissionsfest og uddelte hæderspriser til en gruppe fremtrædende personligheder fra den britiske musikindustri, blandt andre produceren Mark Ronson og pladeselskabsdirektøren Seymour Stein, som tilbage i 1982 gav Madonna hendes første kontrakt.

Rockveteranen kunne også glæde sig over, at skolens rektor Mark Featherstone-Witty havde gode nyheder. En uddannelse på LIPA fører til beskæftgelse.

»Trods regeringens manglende entusiasme over for de kreative fag kommer hele 90 procent af de elever, som får eksamen herfra, i arbejde«, fortalte rektor.

LIPA har til huse i McCartneys gamle skole, Liverpool Institute for Boys, der er moderniseret for adskillige millioner pund, flere af dem fra sangerens pengetank.

Stedet blev til med det sigte at uddanne talenter, som ønsker en varig karriere inden for de udøvende kunstarter, og McCartney kan konstatere, at målet er nået.

»Det, jeg også er glad for, er, at I kommer fra jeres respektive familier og finder en slags ny familie her, jeres LIPA-familie«, sagde sangeren og fortsatte: »Hvis I er rigtig dygtige og heldige, får I derefter en professionel familie«.

Skolen optager elever fra hele verden. De 260 nyuddannede kommer fra 15 lande, der spænder fra Indien over Sydafrika til Venezuela.

Dagens Gossip