Pave Frans åbner døren for at give kvinder nye positioner i kirken

Skrevet af admin

12/05/2016

Dagens topnyheder

Pave Frans overraskede torsdag med en udtalelse om, at han er villig til at nedsætte et udvalg der skal tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt kvinder fremover kan være diakoner i den katolske kirke.

Diakoner rangerer under præster i kirkens hierarki, men er en ordineret stilling, hvor en person indvies til at overtage et kirkeligt embede.

Paven mødtes torsdag med lederne af kvindelige, religiøse ordener. Da han efter mødet svarede på spørgsmål, gav han udtryk for, at spørgsmålet om kvindelige diakoner bør udforskes.

- Det vil være godt for kirken at få afklaret dette spørgsmål, sagde paven og tilføjede senere:

- For mig virker det brugbart at bede et udvalg kaste lys over dette.

Pavens talsmand var tilsyneladende ikke forberedt på det kirkelige overhoveds udtalelser og kunne ikke umiddelbart bekræfte udtalelsen bagefter.

- Jeg kan ikke bekræfte noget, før jeg har den fulde udskrift af samtalen, siger talsmanden.

- Det var en spontan udtalelse, forklarer talsmanden.

I dag tillader kirken, at gifte mænd er diakoner, men ikke præster. Pave Frans gav ved torsdagens møde ikke nogen antydninger af, at det kunne blive aktuelt med kvindelige præster.

Kirkehistorikere siger, at kvinder spillede en rolle i den katolske kirkes første århundreder, men den praksis ophørte siden hen.

En af pave Frans nylige forgængere, Johannes Paul II, afviste i 1994 kategorisk, at det kunne komme på tale at lade kvinder blive katolske præster.

/ritzau/AFP