Pave Frans: Bed for mig

Søndag viste den nyudnævnte pave Frans sig i et lille vindue for mere end 100.000 mennesker, der var samlet på Peterspladsen i Rom for at følge pavens første Angelus bøn som overhoved for verdens 1,2 milliarder katolikker.

- Tak for jeres velkomst og for jeres bønner, sagde pave Frans fra sit vindue i Vatikanet højt hævet over pladsen.

- Bed for mig, tilføjede han i sin første hellige optræden på Peterspladsen.

Pave Frans er den første pave, der kommer fra et sydamerikansk land, Argentina, og fra vinduet kunne han se, at mange af de fremmødte havde medbragt argentinske flag, som de vejede frem og tilbage i hans ære på Peterspladsen.

Fra vinduet reciterede den tidligere kardinal Jorge Mario Bergoglio dernæst den traditionelle Angelus-bøn. I denne bøn opfordrer Kirken de troende til at bede tre gange dagligt - der ringes til Angelus morgen, middag og aften.

Slutteligt holdt han en lille tale for de tusindvis af fremmødte.

- Ha' en god søndag og en god frokost, afsluttede han.

Tidligere søndag deltog paven i søndagsmessen i den lille kirke i Vatikanet, som vanligvis bruges af arbejdere i den katolske ministat. Der opfordrede han blandt andet menigheden til ikke at være så hurtige med at dømme andre folk for deres fejl.

Den lille kirke bliver set som et tegn på den nye paves ydmyge og sparsommelige stil.

Lørdag holdt pave Frans en audiens for verdenspressen, hvor han flere gange viste snært af en mere afslappet og uformel stil.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV