Pave Frans opfordrer til dialog i Brasilien

Det siger Pave Frans i en tale til politiske, religiøse og lokale ledere. Dialog er afgørende, hvis den nuværende situation skal ændres, lyder det.

»Mellem egoistisk ligegyldighed og voldelige protester er der altid en anden mulighed: Dialog. Et land vokser, når den konstruktive dialog opstår mellem dets mange rige og kulturelle dele,« siger paven, der afslutter sit ugelange besøg i Brasilien søndag.

Det er ikke mere end et par uger siden, at brasilianerne gik på gaden i protester mod korruption og regeringens brug af offentlige midler.

Det er den nye paves første udlandsbesøg, og pilgrimme fra hele verden var strømmet til Rio de Janeiro for at deltage i den religiøse begivenhed World Youth Day i mandags, som forventedes at tiltrække mere end en million deltagere.

Pavens besøg har dog også vakt vrede, blandt andet fordi det har ført til fældningen af hundredvis af gamle træer, så der var plads til de mange katolske pilgrimme ved en messe under World Youth Day, og fordi der er blevet brugt adskillige millioner kroner fra den brasilianske statskasse på pavens besøg.

Tidligere på ugen måtte brasiliansk politi således bruge tåregas og vandkanoner for at opløse en demonstration efter pavens besøg hos præsident Dilma Rousseff.

Dagens Gossip

Dagens TV