Paven bad for fred i Syrien og Mellemøsten

Foran cirka 10.000 mennesker og millioner af tv-seere verden over gik den katolske kirkes overhoved juleaften på talerstolen i Peterskirken i Rom.

Pave Benedikt XVI havde en særlig julebøn til israelere og palæstinensere, som igen i år har udkæmpet en blodig fejde om territorier i Mellemøsten:

- Lad os bede i denne tid for dem, som lever og lider der i dag. Lad os bede for, at der bliver fred i området, lød det fra den 85-årige pave.

- Lad os bede for, at israelerne og palæstinenserne vil være i stand til at leve et fredfyldt og frit liv, tilføjede han.

Lederen af verdens omkring 1,2 milliarder katolikker foldede også hænderne for Libanon og Irak og bad for, at borgerkrigen i Syrien vil stoppe.

- Kristne og muslimer må bygge deres lande op side om side i Guds fred, lød ordene fra det religiøse overhoved.

Vatikanet er bekymret for de mange kristne, som flygter fra landene i Mellemøsten på grund af urolighederne. Kristne udgør nu fem procent af befolkningen i regionen - for et århundrede siden lå tallet på 20 procent.

Pave Benedikt anerkendte, at religion kan blive korrumperet og lede til vold og krig, men at benægte Guds eksistens fører heller ikke til fred, sagde han samtidig.

Paven bad også mennesker på kloden om at finde plads til Gud i deres tempofyldte hverdag, som er fyldt med de nyeste teknologiske gadgets.

- Har vi tid og plads til ham? Skubber vi egentlig ikke Gud væk? Det begynder vi at gøre, når vi ikke har tid til ham, sagde paven, som var iført klæder i guld og hvid.

- Jo hurtigere vi bevæger os, jo mindre tid har vi til Gud. Spørgsmålet om Gud haster tilsyneladende aldrig, sagde han.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip