Paven bruger sit første julebudskab til appel om fred

Skrevet af admin

25/12/2013

Dagens topnyheder

Pave Frans sender i sit første julebudskab en indtrængende appel om fred i verden og især i Syrien og konfliktramte lande i Afrika som Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik.

- Freden kræver en daglig indsats, lyder det fra paven, som fra Peterskirkens midteraltan beder om fred "til børnene og de ældre, til de unge og familier, til de fattige og de udsatte".

Inden den katolske kirkes overhoved traditionen tro velsigner de titusinder af fremmødte på Peterspladsen med ordene "urbi et orbi" - for byen og verden - opfordrer han til dialog og solidaritet verden over og ønsker alle en glædelig, velsignet jul.

- Alt for mange liv er på det seneste blevet smadret af konflikten i Syrien i en opflammende spiral af had og hævn, siger den 77-årige argentinskfødte pave, som i marts blev valgt til den nu pensionerede pave Benedikts afløser.

Han opfordrer de stridende parter i Syrien til at sætte en stopper for volden og give humanitære organisationer adgang til at hjælpe de nødlidende i det borgerkrigshærgede land, hvor omkring 130.000 mennesker har mistet livet siden foråret 2011.

I sit julebudskab går pave Frans også hårdt i rette med menneskesmuglere og andre, der udbytter flygtninge rundt om i verden på grund af grådighed.

Han beder om himmelsk hjælp til at redde børnesoldater, der er blevet frarøvet deres barndom. Og retter opmærksomheden på den tilspidsede konflikt i Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik, "der alt for ofte bliver glemt", mener paven.

- Giv håb og trøst til fordrevne og flygtninge, især ved Afrikas Horn og i det østlige DR Congo, siger det katolske overhoved, som Time Magazine har kåret til Årets Person.

Siden Buenos Aires' ærkebiskop Jorge Mario Bergoglio i marts som den første ikke-europæer og jesuit satte sig i Sankt Peters Stol, har han især talt de fattiges sag og taget fat på at forandre Vatikanet med sin beskedne levestil og sit ønske om reformer.

Ved midnatsmessen i Peterskirken juleaften fremhævede pave Frans, at det var hyrderne, der først hørte om Jesu fødsel, fordi de hørte til de "sidste, de udstødte".

/ritzau/dpa