Paven fordømmer Europas bedøvede samvittighed i flygtningekrise

Skrevet af admin

26/03/2016

Mest læste i dag

I sin prædiken langfredag fordømmer pave Frans, hvad han betegner som Europas "ligeglade og bedøvede samvittighed" angående flygtninge og migranter.

Titusinder var mødt frem for at høre hans prædiken, som han også benyttede til at rette en kritik mod pædofile præster, våbenhandlere, fundamentalister og folk, der forfølger andre på et religiøst grundlag.

- Oh Kristi Kors, i dag ser vi dig i Middelhavet og Det Ægæiske Hav, som er blevet umættelige kirkegårde, der afspejler vores ligeglade og bedøvede samvittighed, siger den 79-årige pave.

Tusindvis af mennesker sætter livet på spil i synkefærdige både for at nå til Grækenland og det øvrige Europa, og mange drukner undervejs.

Pave Frans har længe opfordret det internationale samfund til at åbne dørene for flygtninge og bekæmpe fremmedhad. Det er appeller, der har taget til i styrke, siden Tyrkiet og EU for nylig indgik en omdiskuteret aftale om at udvise indvandrere, der ankommer til Grækenland.

I lyset af denne uges terrorangreb i Bruxelles talte pave Frans dunder mod de "terrorhandlinger, der begås af følgere af en religion, som vanhelliger Guds navn og bruger det hellige navn til at retfærdiggøre deres vold uden fortilfælde."

I samme omgang fordømte han de våbenhandlere, der "holder krigens heksekedel i kog med vore brødre og søstres uskyldige blod".

I sin prædiken lagde paven heller ikke fingre imellem, når det kommer til den katolske kirkes egne mørke sider.

Pave Frans fordømte på det kraftigste de pædofile præster, der har misbrugt børn i kirkelige eller andre sammenhænge. Han kalder dem "troløse præster", som "fratager selv de uskyldige deres værdighed".

Den katolske kirke er fortsat plaget af skandaler omhandlende pædofile præster og forsøgene på at dække over deres forbrydelser.

Senest har der tidligere i denne måned lydt opfordringer til en fransk kardinal om at træde tilbage på grund af beskyldninger om, at han har støttet en præst, der tidligere er dømt for seksuelt misbrug.

/ritzau/AFP