Paven kalder massedrab i Armenien for folkedrab

Skrevet af admin

12/04/2015

Mest læste i dag

Paven bruger søndag ordet "folkedrab" i sin beskrivelse af, hvordan op mod 1,5 millioner armeniere døde i Tyrkiet for 100 år siden.

- I det seneste århundrede har vores menneskelige familie gennemlevet tre massive tragedier uden fortilfælde. Den første, som bredt er anset for at være det første folkedrab i det 20. århundrede, ramte jeres eget armenske folk, siger han.

Ordene falder under en messe i Peterskirken i Rom, som skal markere 100-året for osmannernes massedrab på tyrkiske armeniere i 1915.

Det er værd at bemærke, at når paven henviser til forklaringen om folkedrab, så citerer han tidligere pave Johannes Paul II, som for år tilbage brugte beskrivelsen. Pave Frans går således ikke længere, end det tidligere har været praksis i den katolske kirke.

Den 78-årige pave har været under pres for at bruge ordet "folkedrab" offentligt på trods af risikoen for at træde Tyrkiet over tæerne.

Paven siger, at det er vigtig at huske 100-året for armeniernes lidelser.

- Det er nødvendigt og bestemt en pligt at ære deres minde, for når erindringen udviskes, så betyder det, at det onde får sår til at forblive, siger han.

Tyrkiets naboland Armenien har opgjort, at op mod 1,5 millioner armeniere i Tyrkiet blev dræbt samtidig med, at det osmanniske rige var ved at bryde sammen. Der er talrige beskrivelser af de dødsmarcher, som hundredtusinder af armeniere blev sendt ud på. Mange døde af sult undervejs.

Tyrkiet siger, at kun mellem 300.000 og 500.000 armeniere døde, og at de på linje med tyrkere blev ofre for volden og fattigdommen under Første Verdenskrig.

Den tyrkiske regering har tidligere reageret rasende på beskyldninger om, at tyrkere stod bag det første massedrab i moderne historie.

Mens Første Verdenskrig rasede, var der få til at hjælpe de tyrkiske armeniere, men en af dem, der gjorde den største indsats, var den danske nonne og missionær Karen Jeppe, som i mere end 10 år havde arbejdet i regionen.

Hun forsøgte at organisere hjælp til de forfulgte armeniere, og hun fulgte dem i deres eksil i Syrien, hvor et armensk mindretal etablerede sig.

Karen Jeppe, der var født ved Gylling nær Odder, døde i den syriske by Aleppo i 1935, hvor hun ligger begravet.

Hun hyldes og æres fortsat i Armenien for sin indsats.

/ritzau/AFP