Paven uddeler klø til EU-ledere for at svigte flygtninge

Skrevet af admin

27/03/2016

Dagens topnyheder

Europa svigter de mange mennesker på flugt fra krig, sult og nød, lyder kritikken fra pave Frans, som søndag holder påskemesse i Peterskirken.

- Påskebudskabet fra den opstandne Kristus byder os ikke at glemme de mænd og kvinder, som søger en bedre fremtid, en stadigt voksende vrimmel af migranter og flygtninge som flygter fra krig, sult, fattigdom og social uretfærdighed, siger paven.

Han beskriver Europas holdning til flygtningene som "ligegyldig og bevidstløs".

Alt for ofte rammes disse vore "brødre og søstre på deres vej af død, eller i hvert fald af afvisning hos dem, som kunne hjælpe og byde dem velkommen".

Over for de tusinder af fremmødte katolikker udtrykker den katolske kirkes øverste leder også et håb om, at fredsprocessen i det krigshærgede Syrien snart kan føre til ro og stabilitet i landet.

Fredsforhandlingerne mellem flere af de stridende parter er planlagt til genoptagelse i april.

- Med Guds vilje og alles deltagelse vil fredsprocessen bære frugt og føre til opbygningen af et broderligt samfund, siger pave Frans.

Paven nævnte også det seneste angreb i Bruxelles, hvor tre selvmordsbombere dræbte 28 mennesker i to koordinerede eksplosioner.

Han fordømmer "terrorisme, denne blinde og brutale form for vold, som fortsat koster blodsudgydelser i forskellige dele af verden, som det for nylig er sket i Belgien, Tyrkiet, Nigeria, Tchad, Cameroun og Elfenbenskysten".

/ritzau/AFP