Paven vil gøre biskopper ansvarlige for misbrug

Skrevet af admin

07/07/2014

Dagens topnyheder

Pave Frans har, siden han blev udpeget sidste år, haft en markant anderledes stil end sine forgængere, og mandag siger han også undskyld til ofrene for katolske præsters sexmisbrug.

Det er sket ved en ceremoni i Vatikanet, hvor flere af ofrene selv var mødt op.

- Jeg har i nogen tid haft en dybfølt smerte i mit hjerte, siger pave Frans i sin hidtil stærkeste udtalelse om emnet og tilføjer, at den katolske kirke vil forsøge at "råde bod" på de skader, der er sket.

Foruden højtideligheden i Vatikanet havde paven også individuelle samtaler med de seks europæiske ofre, der var mødt op mandag.

- Foran Gud og hans folk udtrykker jeg min sorg over de synder og alvorlige forbrydelser, som præsterne har begået mod jer. Og jeg beder jer ydmygt om tilgivelse, siger paven til ofrene ifølge Vatikanet.

Det er i en årrække væltet ind med beskyldninger fra blandt andet USA, Irland, Tyskland, Italien og Frankrig om præster, der udnyttede deres embeder til at forgribe sig på børn og messedrenge.

Mange biskopper var vidende om de pædofile præsters forbrydelser. Men i stedet for at gå til politiet forsøgte de at dække over præsternes gerninger ved at rotere dem til nye embeder i andre sogne.

Biskopper vil fremover blive stillet til regnskab, hvis de dækker over præsters ugerninger, lyder det nu fra paven, der tager fat på et ømtåleligt emne for den katolske kirke uden dog at uddybe, hvordan det konkret skal foregå.

Ifølge Vatikanet har der de seneste 10 år været 3420 såkaldte troværdige beskyldninger mod katolske præster om seksuelt misbrug. I den periode er 824 præster blevet frataget deres gerning. Den katolske kirke i USA har betalt 2,5 milliarder dollar i erstatning til ofrene.

/ritzau/Reuters