To paver bliver kanoniseret

Der er nu sat dato på, hvornår to tidligere paver - Johannes Paul II og Johannes XXIII - officielt bliver udråbt som helgener.

Pave Frans fortæller således, at kanoniseringen vil finde sted 27. april, som næste år er den første søndag efter påske.

Allerede i juli godkendte pave Frans udnævnelserne af de to afdøde paver, som hans forgænger, pave Benedikt, havde taget de første skridt til.

Processen frem mod at blive kåret til helgen kan strække sig over årtier eller sågar århundreder. Så Vatikanet har denne gang faktisk haft en usædvanlig hurtig sagsbehandlingstid.

At blive udnævnt til helgen kræver normalt, ifølge Vatikanets sædvane og tradition, at helgen-kandidaten kan knyttes til mindst to mirakler.

Johannes Paul II har udført to godkendte mirakler og opfylder dermed kravet om udnævnelse som helgen.

Så vidt vides har Johannes XXIII kun leveret et mirakel, men får altså alligevel titel af helgen.

Den polskfødte Johannes Paul II gik over i historien som en "globetrotter-pave", der besøgte hvert beboet kontinent under 100 rejser uden for Italien.

I 1981 var paven tæt på at blive myrdet af den tyrkiske attentatmand Mehmet Ali Agca, der skød Johannes Paul II på Peterspladsen i Rom.

I de sidste år af sit liv kæmpede Johannes Paul med et stærkt svækket helbred. Da han døde i april 2005, lå han lit de parade i Peterskirken, mens mange råbte "Santo Subito", hvilket betyder "gør ham til helgen med det samme."

Den anden kommende helgen, Johannes XXIII, har tilnavnet reformpaven.

Det var under den italienskfødte Johannes XXIII, at den katolske kirke med det andet vatikankoncil tog skridt til at opgive gudstjenester på latin - et sprog, som kun få kirkegængere forstod.

Reformpaven var den katolske kirkes øverste leder fra 1958 til 1963.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip