Pedro sikrer Chelsea første sejr i dramatisk kamp

Skrevet af admin

23/08/2015

Dagens topnyheder

Chelsea har fået en særdeles svær start på den nye sæson i Premier League, efter at holdet ellers ganske suverænt vandt det engelske mesterskab i sidste sæson.

Søndag fortsatte vanskelighederne for London-mandskabet, som dog med hiv og sving sikrede sig den første Premier League-sejr i denne sæson med 3-2 ude over West Bromwich.

Nyindkøbet Pedro, der er kommet til fra FC Barcelona i denne uge, var den helt store oplevelse.

Kampen var særdeles hektisk, og allerede helt fra start var der store muligheder i begge ender.

I det 14. minut fik West Bromwich tilkendt et straffespark, men James Morrison, der skulle vise sig at få en eftermiddag, han formentlig ikke glemmer foreløbig, brændte på Thibaut Courtois, der var tilbage i målet for Chelsea.

I stedet stjal Pedro rampelyset, da han efter snævre driblinger bragte Chelsea foran med en afslutning, der blev rettet af i forsvaret.

Kort tid efter var den lille spanier atter på pletten, da han med en hård flad bold lagde op til Diego Costa, som sendte Chelsea foran med 2-0.

Den normalt så sikre Chelsea-defensiv viste dog endnu engang stor usikkerhed, da James Morrison fem minutter senere kunne gøre skaden fra det brændte straffespark god igen med sit mål til 1-2 på flot oplæg fra Salomon Rondon.

Inden pausen nåede Chelsea dog igen at bringe sig foran med to mål, da César Azpilicueta sendte en flot bold i dybden ind bag Boaz Myhill.

Derefter skulle man tro, at Chelsea ville træde på bremsen og forsøge at køre sejren sikkert hjem, men sådan gik det ikke, for bare godt otte minutter efter pausen fik John Terry korrekt rødt kort for at nedlægge Salomon Rondon, der var i frit løb mod Chelsea-målet.

Det medførte et stort pres fra West Bromwich, og allerede efter knap en time blev der slået kapital af presset, da James Morrison igen var på pletten og headede et indlæg fra venstre side flot i nettet.

Mere blev det dog ikke til for West Bromwich på trods af flere gode muligheder, og så fik Chelsea sin første Premier League-sejr i denne sæson.

Med sejren er Chelsea på en øjeblikkelig niendeplads i den bedste engelske række med fire point for tre kampe. West Bromwich ligger sidst med bare et point efter de første tre kampe.

/ritzau/