Pegida vil også deltage i Folkemødet

Skrevet af admin

15/05/2015

Dagens topnyheder

Den islamkritiske Pegida-bevægelse, der nu har ændret navn til For Frihed, vil være at finde på årets folkemøde, skriver Jyllandsposten.

Dermed tegner årets folkemøde sig til at blive yderst sikkerhedskrævende, da listen over højreorienterede og islamkritiske gæster har vokset sig stor.

Ifølge Jyllandsposten er Pegidas plan at være til stede på Folkemødet med en håndfuld medlemmer, der deler foldere ud og spreder bevægelsens budskab om, at fundamentalistisk islam er til fare for Danmark.

- Vi tager derover for at gøre opmærksom på vores sag, nemlig at ytringsfriheden er under pres fra fundamentalistiske muslimer.

- Og at islamiseringen af Danmark giver stadig mere plads til den fundamentalistiske udgave af islam, som vi ser som samfundsskadelige, siger initiativtager til For Frihed, Nicolai Sennels til avisen.

Han fortæller til avisen, at For Frihed ikke har planer om at skulle deltage i officielle debatter eller arrangementer under Folkemødet.

I stedet vil de uddele skriftlige budskaber og sende live-tv på nettet fra Allinge.

Det skal eksempelvis kunne ses på højreorienterede hjemmesider som Uriasposten.dk og Snaphanen.dk.

Flere politikere har de seneste dage udtrykt ærgrelse over, at den voksende mængde af højrefløjsgrupperinger, der nu vil gæste Bornholm om kort tid.

Blandt de opsigtsvækkende deltagere er også den hollandske islamkritiker Geert Wilders, der er inviteret af Trykkefrihedsselskabet og græske Georgios Epitideios fra Gyldent Daggry, der er inviteret af Danskernes Parti.

/ritzau/