Pelé tør ikke trække lod om VM-grupperne

Skrevet af admin

05/12/2013

Dagens topnyheder

Fredagens lodtrækning forud for sommerens VM i Brasilien bliver en sand stjerneparade.

Tidligere topspillere som Zinedine Zidane, Lothar Matthäus og Fabio Cannavaro er inviteret med for at assistere Fifa-præsident Sepp Blatter med at fordele de 32 hold i otte grupper.

Den brasilianske fodboldlegende Pelé deltager også i ceremonien, men ikke i selve lodtrækningen.

Det har han pænt takket nej til. Han er slet og ret bange for at få rollen som ulykkesfugl for sine landsmænd.

- Jeg ville ikke have det godt med at vælge kugler med modstandere, som er vanskelige for Brasilien, siger han.

Den tredobbelte verdensmester forsikrer dog, at han nok skal være til stede ved arrangementet.

Lodtrækningen foregår klokken 17 dansk tid. De otte bedste hold - inklusive Brasilien - er seedet i øverste lag, mens de øvrige er delt ind efter geografi.

/ritzau/