Pellegrini: Dommeren havde ikke styr på kampen

Skrevet af admin

19/02/2014

Dagens topnyheder

Den svenske dommer Jonas Eriksson er ikke en populær mand i Manchester City efter tirsdagens Champions League-kamp mod Barcelona, som englænderne tabte 0-2.

City-manager Manuel Pellegrini mener, at Eriksson havde afgørende indflydelse på kampen og chileneren føler sig bortdømt.

Det er specielt situationen kort efter pausen, hvor Barcelona fik tilkendt et straffespark, mens Manchesters Martin Demichelis blev vist ud for et frispark på Lionel Messi.

- Jeg talte med dommeren, og jeg fortalte ham, at han burde være glad, for han afgjorde kampen.

- Barcelona havde ikke én målchance indtil straffesparket. Dommeren var ikke upartisk, og han havde ikke styr på kampen, siger han ifølge Reuters.

Pellegrini, der risikerer et ordentligt rap over nallerne for sine udtalelser, mener i øvrigt, at det var en fejl at lade en svensker dømme opgøret.

- Der bliver spillet mere vigtig fodbold i andre europæiske lande end Sverige. I en så stor kamp mellem to vigtige hold skal man bruge en dommer med mere erfaring, siger manageren.

39-årige Jonas Eriksson har været Fifa-dommer i 12 år og har i den periode dømt 22 Champions League-kampe.

/ritzau/