Pelskup i golfklub: Mink for over en million stjålet

Tyve er natten til fredag sluppet af sted med omkring 50 minkpelse fra en pelsforretning ved et golfcenter i nærheden af Hobro.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Gerningsmændene har først knust en rude ind til forretningen med en økse og derefter spændt en wire fast til et stålgitter, der fungerer som forretningens sikring. Gitteret er derefter blevet trukket ud af et køretøj, oplyser Nordjyllands Politi, der modtog anmeldelsen om tyveriet klokken kort før klokken fire i nat.

De mange pelse har en samlet værdi på cirka 1,1 million kroner. Pelsforretningen ligger i Golfcentret Volstrup.

Eneste spor i sagen er foreløbig en hvid stationcar, der er set køre fra stedet i retning mod Løgstørvej.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV