Pendlere: Ny DSB-chef står med gigantiske udfordringer

Skrevet af admin

23/10/2014

Mest læste i dag

DSBs kommende topchef Flemming Jensen får nok at se til, hvis målsætningen om at fordoble den kollektive trafik frem mod 2030 skal nå i mål.

For få og for slidte tog, for dårlige informationer og for lidt fokus på kunderne er de centrale udfordringer, der skal tages hånd om.

Sådan lyder det fra Michael Randropp, der er talsmand for Pendlerklubben Kystbanen - en af DSB's mange lokale pendlerklubber.

DSB har torsdag meddelt, at det bliver Flemming Jensen, den nuværende koncerndirektør og talsmand for SAS i Danmark, som senest 1. maj 2015 sætter sig i direktørstolen i DSB.

Han afløser Jesper Lok, der i starten af september meldte sin afgang efter bare to år på toppen.

DSB skal i den kommende tid forhandle en ny trafikkontrakt på plads med staten, da den nuværende udløber ved udgangen af året.

Dermed vil der formentlig være forhandlet en ny kontrakt på plads, når Flemming Jensen starter i sit nye job, men derfra vil der være nok at tage fat på, lyder det fra Pendlerklubben Kystbanen.

- I dag står man som sild i en tønde, vi får ikke de rigtige informationer, og togsættene er i en elendig kvalitet med aflåste toiletter, stikkontakter, der ikke virker, og en dårlig internetdækning, siger Michael Randropp.

- Hvis man vil en bedre kollektiv trafik og vil nå en målsætning om en stigning i den kollektive trafik på 100 procent, hvor jernbanen skal så for 70 procent, så mangler der en klar strategi. DSB står over for gigantiske udfordringer, siger han.

Pendlerklubben Kystbanen byder dog Flemming Jensen og ser frem til at arbejde sammen med ham og DSB fremover.

- Det er vigtigt, at vi ikke bare får et sundt DSB i regnskabsmæssig forstand, men også får et sundt DSB set med kundernes øjne, for det er dem, der i fremtiden skal vælge den kollektive trafik fra eller til, siger Michael Randropp.

/ritzau/