Pendlere rede til at tage delebilen i stedet for toget

Skrevet af admin

23/12/2015

Mest læste i dag

En talsmand for de danske pendlere mellem Sverige og Danmark vil ikke tøve med at anbefale pendlerne at benytte delebiler i stedet for at køre med den offentlige transport, hvis den kommende id-kontrol i Kastrup som frygtet kommer til at betyde store forsinkelser.

- Der er cirka 1,3 eller 1,4 passagerer i hver bil mellem Danmark og Sverige, så der er masser af plads, siger Michael Randropp, talsmand hos Pendlerklubben Kystbanen, der er talerør for pendlerne på strækningen fra Helsingør til Malmø.

Han er overbevist om, at de længere rejsetider for pendlerne kommer til at koste kunder for den offentlige trafik. Op til indførelsen af id-kontrollen, der for alvor træder i kraft 4. januar, har pendlere frygtet, at deres rejsetid vil blive udvidet med op til en time hver vej.

Kontrollen kommer i praksis til at betyde, at rejsende fra Danmark til Malmø skal ud af toget i Kastrup for at vise id. Derefter skal de vente på at komme med det næste tog.

Også ved den svenske station Hyllie medfører kontrol af passagerne forsinkelser.

- Går trafikken i stå, eller går det fuldstændig i hårdknude, så finder man en løsning ved at tage en delebil. For der er rigtig mange biler, der ikke er fyldte, og som kører mellem Danmark og Sverige, siger pendlernes talsmand, Michael Randropp.

En udveksling af informationer om delebiler, forsinkelser og alternative transportformer vil fremover blive delt på pendlerforeningens nyoprettede Facebook-gruppe BroenLive & Forum, bebuder han.

Formålet med Facebook-gruppen er at finde fælles løsninger på de udfordringer, som den nye id-kontrol kommer til at betyde for de cirka 15.000 mennesker, der pendler mellem Danmark og Sverige.

Det er DSB og Skånetraffiken, der står for togdriften over Øresund.

/ritzau/