Pendlerformand frygter for lokalsamfund

»Isoleret set er det en glimrende idé at investere stort i togdriften i Danmark, herunder på Vestfyn, for det vil hjælpe mange pendlere, som rejser mellem de større byer. Det er rigtig fint, at man forsøger at knytte landet tættere sammen med den såkaldte time-model. Problemet er bare, at det alene tilgodeser rejsende mellem store byer, så det er vigtigt at holde tingene en lille smule adskilt i den her sag,« siger Mogens Duus, formand for pendlerne på Vestfyn, og uddyber:

»Der sker det i øjeblikket, at Transportministeriet lægger op til, at de små byer skal nedlægges som stationsbyer. Ministeriet har for et års tid siden lavet fire afviklingsscenarier, hvor den ene indebærer, at man lukker samtlige stationer på Vestfyn. Jeg frygter derfor, at de mindre byer vil dø i forbindelse med regeringens planer, og at folk i landområderne bliver tvunget til at køre i bil for at komme på arbejde eller i bedste fald for at komme til en stor station, hvilket i sidste ende vil give store parkeringsudfordringer.«

I regeringens planer lægger man op til, at der kun bliver en times rejsetid mellem landets største byer: København, Odense, Aarhus, Aalborg og Esbjerg. Det løfte skal indfries gennem tre lyntogslinjer, men hvis det betyder, at man nedlægger de små strækninger, kan det meget vel ende med flere bilister i stedet for flere pendlere, lyder det fra Mogens Duus. Han pointerer, at hvis man alligevel skal tage sin bil fra en mindre by på Fyn til en station som Nyborg eller Odense for at komme til København, så vælger mange nok bare at køre videre i bilen. Ifølge pendlerformanden kan man allerede nu mærke, at der på den lokale togstrækning ikke er faste minuttal mere.

»Man aner ikke, hvornår togene kører. Det kan være 22 minutter efter seneste afgang, men det kan også være 92 minutter efter. Hvis man helt lukker for driften, vil det få enorme konsekvenser for landområderne. Den fejl begik man flere steder i 1950erne og fandt ud af, at det måske ikke var så smart. Det er bare svært at gøre om, når først man har nedlagt en stationsby,« siger han opfordrer regeringen til at gå mindre drastisk til værks og sørge for, at de store togplaner ikke eliminerer den lokale trafik.

Dagens Gossip