Pengepalaver: Ny eks sagsøger skandale-Sheen

Skrevet af admin

13/04/2016

Dagens topnyheder

Tidligere var Charlie Sheen verdens bedst betalte tv-skuespiller, indtil sexskandaler, sprut og stoffer smadrede hans karriere.

I november stod den 50-årige skuespiller frem og fortalte, at han var hiv-positiv, og nu tårner nye problemer sig op hos skandalestjernen.

Hans tredje ekskone, skuespillerinden Brooke Mueller, hiver ham nemlig i retten i Los Angeles under påstanden om, at han skylder hende 582.000 danske kroner i børnebidrag.

Ifølge retsdokumenterne, som magasinet People er kommet i besiddelse af, hævder Mueller, at Sheen er forpligtet til at betale hende 360.000 kroner om måneden til parrets tvillingdrenge Max og Bob på syv år.

Men ifølge skuespillerinden har Sheen kun betalt 137.000 kroner for både marts og april måned, og når regnskabet gøres op, skylder Sheen hende altså 582.000 kroner, hævder hun.

I marts måned anmodede Sheen om at få sænket børnebidraget, fordi han "var faldet drastisk i løn, siden aftalen blev indgået i 2011". Den Golden Globe-vindende skuespiller hævder, at han tjente over fire millioner kroner per afsnit, da han spillede hovedrollen i "Two and a Half Men", men at han kun tjener 569.000 kroner om måneden nu, efter producenterne fyrede ham fra hitserien.

Mueller og Sheen blev skilt i 2011 efter tre års ægteskab, og skuespilleren betaler i forvejen 360.000 kroner om måneden til sin anden ekskone, skuespillerinden Denise Richards, som han har to døtre med. De to kæmpede mod hinanden i retten i januar måned, hvor Richards kom med samme anklager, som Mueller nu også gør.

Foruden den økonomiske karambolage, som involverer både ekskone nummer to og tre, ligger Sheen også i strid med sin tidligere forlovede, Brett Rossi.

Den blot 26-årige pornoskuespillerinde fik forlænget Sheens midlertidige tilhold mod hende, og derfor må han stadig ikke nærme sig hende i en radius af 100 meter eller kontakte hende i det hele taget.

/ritzau/FOKUS