Pengeregn fra sponsorer øser ned over FC København

Skrevet af admin

04/04/2016

Mest læste i dag

FC København er med afstand den danske fodboldklub, der har den største sponsorindtjening.

Sidste år lagde Carlsberg, Telia og klubbens øvrige sponsor 94,8 millioner kroner i FCK, mens Brøndby måtte "nøjes" med en sponsorindtjening på 38,6 millioner kroner. Det viser en opgørelse, som Ekstra Bladet har foretaget.

Fodboldøkonom hos Deloitte, Jesper Jørgensen, konstaterer, at FCK er stukket af fra de andre klubber.

- Indtægter fra sponsorer er den største enkeltstående indtægtspost i en klub som FC København, og de mange millioner, de får ind på den konto, har bidraget til den økonomiske styrke, som de har sammenlignet med andre klubber, siger Jesper Jørgensen til avisen.

Direktør hos rådgivningsfirmaet Sponsorpeople, Thomas Badura, vurderer, at især hjemmebanen Parken, hvor der ofte afholdes koncerter, gør det attraktivt at være sponsor i FCK.

Derudover nævner Badura klubbens sportslige resultater, der har skabt international eksponering.

Ikke alle superligaklubber fremlægger sponsorindtægter i deres regnskaber. Ekstra Bladet har haft adgang til beløbene i seks klubber.

Efter FCK og Brøndby følger AGF (37,1 millioner kroner), Esbjerg (36,9 millioner kroner), Randers FC (30,3 millioner kroner) og Sønderjyske (17,5 millioner kroner).

Ekstra Bladet vurderer, at FC Midtjylland, OB og AaB har årlige sponsorindtægter i omegnen af 30 millioner kroner.

/ritzau/