Pensioner betaler vindmøller og skaber jobs

Skrevet af John Meyer

09/02/2013

Mest læste i dag

I 2014 begynder opførelsen af en ny havvindmøllepark i Nordsøen Industriens Pension og PKA har hver investeret 750 millioner kroner til det grønne byggeri. På længere sigt kan investeringen i de miljørigtige vindmøller betyde gode pensionsopsparinger for 3F's medlemmer af industrigruppen, mens det her og nu sætter gang i beskæftigelsen.

Industriens Pension forventer, at over 1.000 personer kommer i arbejde under anlægsfasen. Når møllerne er i drift vil tallet på nye arbejdspladser være på omkring 350. Det er godt nyt for 3F's medlemmer.


Flere arbejdspladser til 3F'erne
- Det interessante er, at vi investerer medlemmernes pensionsmidler, så det samtidig skaber danske arbejdspladser, siger Mads Andersen, formand for 3F's Industrigruppe og bestyrelsesformand i Industriens Pension.

Vindmøllerne vil blive opført 32 kilometer ud fra kysten ved øen Sild ved den dansk-tyske grænse.

Også havnedirektør i Esbjerg Havn Ole Ingrisch, er positiv for projektet, som både nu og på længere sigt vil skabe job:

- Det er først og fremmest 3F'ere, der kommer i beskæftigelse. Under selve produktionen af vindmøllerne skal der bruges svejsere, malere og maskinarbejdere. Efterfølgende vil det også skabe flere hundrede arbejdspladser, da møllerne skal transporteres og senere vedligeholdes, fortæller havnedirektøren.


Klar i 2015
Kristen Nedergaard, der er Havnechef på Rømø Havn, mener, det er den langsigtede beskæftigelse, der er allermest interessant for 3F's medlemmer.

- I vedligeholdelsesfasen er det de lokale arbejdere, man vil trække på, når lokummet brænder, forklarer han.

Havvindmølleparken skal levere grøn energi til omkring 370.000 danske husstandes elforbrug, og det forventes, at den vil stå klar med de første grønne leveringer i 2015.