Pensionist får fri proces til at gå i Højesteret

Skrevet af admin

14/01/2014

Mest læste i dag

Den pensionerede læge Helge Gøttsche får endnu en chance for at få prøvet sin sag om manglende renter på pensionen.

Det er Civilstyrelsen, der har givet pensionisten lov til at få sin sag prøvet i Højesteret, oplyser lægens advokat, Karsten Høj fra Elmer & Partnere, i en pressemeddelelse.

Det handler om rentegaranti - og hvordan den skal forstås. I december blev SEB Pensionsforsikring frikendt i sagen i Østre Landsret. Men sagen går nu videre til Højesteret, fordi styrelsen anser den som principiel.

Kernen i striden mellem pensionisten og pensionsselskabet er, om rentegarantien skal forstås sådan, at der årligt skal tilskrives en lovet rente - eller om renten blot skal beregnes som et gennemsnit over årene.

Men Helge Gøttsche mener, at han er blevet snydt for den årlige tilskrivning af en rente på 4,5 procent. Og et medhold i landsretten kunne have betydet, at pensionsselskaberne risikerede at skulle af med milliarder af kroner til tusinder af andre kunder.

- Gøttsches sag har kun direkte betydning for ham. Hvis andre mener, at de har krav på en bestemt årlig forrentning, skal de gøre det krav gældende mod deres selskab, siger Karsten Høj.

- Hvis kravet afvises, skal de indgå en aftale om, at deres krav afventer en højesteretsdom. Ellers risikerer man, at kravet forældes, også selvom Højesteret giver Gøttsche ret, siger advokaten.

Pensionsrådgivningsfirmaet Invensure har regnet på sagen og er kommet frem til, at regningen løbe op i mindst 20 milliarder kroner, hvis det ender med, at Helge Gøttsche får ret og andre følger i hans fodspor med sager.

Rentegaranti eller minimumsrente var i mange år et slagnummer i branchens forsøg på at hverve kunder.

Karsten Høj oplyser, at han tidligst forventer, at der falder dom i sagen i løbet af 2015.

/ritzau/