Pensionister i Favrskov klarer selv gulvvasken

Hun er en af flere borgere fra Favrskov Kommune, der har deltaget i et projekt, hvor målet var at hjælpe ældre borgere med at hjælpe sig selv. Blandt andet ved at finde de bedste praktiske hjælpemidler til dem og ved at øge samarbejdet mellem hjemmeplejen, terapeuter og visitationen, der tildeler hjælp til borgerne.

En række ældre borgere i Favrskov Kommune har deltaget i projektet og særligt de, der før har fået hjælp af hjemmeplejen i mindre end tre timer hver 14.dag har haft stor gavn af selvhjælpsprojektet.

Hjælpemidler som robotstøvsugere, el-koste og glidesokker hjælper nu de ældre med at med gøre rent, tage støttestrømper på, og andre praktiske ting. Desuden har de ældre fået undervisning i, hvordan de bedst bruger hjælpemidlerne og i det hele taget klarer praktiske udfordringer i hverdagen lettest muligt.

For Inge Helga Kristensen har den største hjælp været en ny gulvmoppespand, der selv vrider kluden, når hun sætter moppen ned i den. Så kan hendes ryg nemlig bedre holde til, at hun vasker gulv.

- Det giver jo en vis tilfredsstillelse, når man kan klare sig selv. Det tager godt nok lidt længere tid, men så længe jeg kan, så foretrækker jeg altså selv at gøre rent, siger Inge Helga Kristensen.

Ud over at hjælpe de ældre borgere, har projektet også forbedret arbejdsmiljøet for medarbejderne i hjemmeplejen.

Socialchef Tina Andersen er glad for de erfaringer, kommunens medarbejdere har fået med projektet.

- I Favrskov Kommune arbejder vi målrettet med at hjælpe ældre borgere til at klare sig selv længst muligt i eget hjem. Det kalder vi ”Lev livet - hele livet”. Resultaterne af dette nye projekt passer perfekt sammen med det arbejde, vi allerede har gjort. Kombinationen af vores træning med de ældre borgere og projektets fokus på hjælpemidler er et stærkt match, som jeg er sikker på mange ældre kan få glæde af i fremtiden, siger Tina Andersen.

Det er dog ikke alle ældre borgere, der har fået lige god gavn af projektet. Rambølls rapport viser, at de ældre, der får over tre timers pleje hver 14.dag ikke i samme grad profiterer af indsatsen, fordi de har brug for hjælp til flere ting.

Dagens Gossip