Pensionsbranchen: Forbud mod uetiske investeringer uden effekt

Det vurderer brancheorganisationen Forsikring & Pension oven på udmeldingen fra erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), der med ny lovgivning vil sikre, at der ikke investeres danske pensionskroner i konventionsstridige våben.

»Det lyder umiddelbart meget fornuftigt, men vores medlemmer investerer allerede i dag, så der ikke investeres i konventionsstridige klyngevåben og landminer. Derfor vil en dansk lovgivning i praksis ikke gøre nogen forskel. Der har ikke været investeret i de her ting i flere år,« siger Sara Løchte, der er chefkonsulent i Forsikring & Pension, til Berlingske Nyhedsbureau.

De danske pensionsselskaber hyrer i dag selskaber til at screene investeringer netop for at forhindre, at danske pensionskroner havner i selskaber, der producerer konventionsstridige våben.

Men Sara Løchte erkender, det er meget svært at give en garanti for, at der langt ude i investeringsporteføljen ikke er en producent, der måske har leveret en møtrik til en landmine.

»Vi gør alt, hvad vi kan for at få screenet de her ting fuldstændig ud af porteføljerne, men det er klart, at der kan foregå noget langt væk hos en underleverandør til en underleverandør, og hvis ministeriet med denne her lovgivning kan finde en måde at løse det her problem på, så ville det være fint,« siger chefkonsulenten.

Dansk Industri har ingen kommentar til forslaget fra Annette Vilhelmsen, men vil lade politikerne om at vurdere, om der er brug for lovgivning på området.

Erhvervs- og vækstministeren har bedt Rådet for Samfundsansvar om at komme med et bud på, hvordan man mest hensigtsmæssigt kan lovgive på området.

Dagens Gossip

Dagens TV