Pensionsgiganter bryder loven

»Det er i strid med loven, hvis pensionsselskaber stiller krav om, at kunderne skal binde sig til at blive i selskabet efter omvalg fra garantirente til markedsrente for at få deres omvalgsbonus,« skriver Finanstilsynet.

Rådet mener, at pensionsselskaberne handler imod god skik-reglerne i lovgivningen, når de stavnsbinder kunderne i forbindelse med omvalg af pensionsprodukt.

»Selskaberne er stadig forpligtet til at til at handle redeligt og loyalt over for kunderne. Derfor er tilbud om omvalg kun i overensstemmelse med god skik-reglerne, hvis vilkårene for omvalg er rimelige,« siger Ulla Brøns Petersen fra Finanstilsynet.

Som Business kunne fortælle allerede inden sommerferien, har Finanstilsynet i længere tid haft et skarpt øje til pensionsgiganterne PFA Pension, Danica Pension og Nordea Liv & Pension, der alle har benyttet sig af den omstridte bindingsperiode.

I foråret bad Finanstilsynet pensionssektorens brancheforening Forsikring & Pension om at redegøre for pensionsselskabernes brug af bindingsperiode, da tilsynet umiddelbart var af den holdning, at bindingen var i strid med loven.

Splid blandt pensionsselskaberne

Kort fortalt handler sagen om et såkaldt omvalg, som pensionsselskaberne tilbyder kunderne. De kunder, der har en såkaldt gennemsnitsrente-aftale - hvor de har en garanti om et stabilt afkast på pensionsordningen - tilbydes at skifte til en markedsrente-aftale, hvor der ikke er nogen garanti, men hvor pensionsselskabet mener, at de kan opnå et større afkast over tid.

For at opgive garantien bliver kunderne blive belønnet med en pose penge. Til gengæld krævede PFA, Danica og Nordea Liv & Pension, at kunderne blev i selskabet i minimum tre år.

Det omstridte krav har skabt splid i pensionssektoren, da konkurrenterne AP Pension og Skandia mente, at bindingsperioden var konkurrenceforvridende. Brancheforeningen Forsikring & Pension hoppede med på de tre pensionsgiganters side, og argumenterede over for Finanstilsynet med, at der er aftalefrihed i Danmark, og at kunderne blot kan vælge at takke nej til tilbuddet.

Men afgørelsen fra Det Finansielle Råd betyder altså, at pensionsselskaberne ikke må kræve, at kunderne bliver i selskabet, hvis de vil have udbetalt deres omvalgs-bonus.

Dagens Gossip