Pensionskæmpe skyder halv milliard i britiske mursten

»Resolution investerer primært i London og Storbritannien, men har også mandat til at investere i Tyskland og Holland,« siger ejendomsdirektør Michael Bruhn på en skrattende telefon fra New York til Berlingske Business.

Resolution opkøber blandt andet gamle kontorejendomme og sætter dem i stand, nogle gange til nye, moderne kontorer, andre gange til boliger, som mange briter sukker efter i øjeblikket.

På begge de nylige kongresser i de to store partier Konservative og Labour var boligmanglen højt på dagsordenen, og partierne har lanceret hvert sit udspil for at skaffe flere boliger.

PFA, landets største pensionsselskab, traf beslutningen i juni, og den primært britiske investering er blot en i rækken af nye murstensprojekter i år.

I maj købte PFA således byggeretter i Nordhavn svarende til byggeri for noget over en milliard kroner, deriblandt et stort kontordomicil, som kan blive nyt hovedsæde for PFA selv.

Måneden efter fulgte - foruden indskuddet i den britiske fond - en betaling på 740 millioner kroner til fonden Nordic Real Estate Partners, der investerer i logistik- og transportbygninger, blandt andet  Grønttorvet, der flytter til Høje-Taastrup.

I august købte PFA en portefølje af københavnske ejendomme for 900 millioner kroner af Nykredit, og overtog i Lyngby et kontorbyggeri, som var stoppet på grund af konkursen hos projektmageren Sjælsø. Her er projektsummen 300-400 millioner kroner, og kontorhuset får to A.P. Møller-Mærsk-selskaber som lejere.

 

Dagens Gossip