Pensionskunder kan juble over halvår med rekordafkast

Skrevet af admin

28/07/2014

Dagens topnyheder

Kunderne i Danmarks tre største kommercielle pensionsselskaber kan være godt og grundigt tilfredse med første halvår 2014, hvor selskaberne PFA, Danica og Nordea Liv & Pension alle kan melde om rekordresultater, skriver Børsen.

Tilsammen har selskaberne tjent 50 milliarder kroner på deres investeringer. Det er over 12 milliarder kroner mere end deres hidtil bedste resultat.

- Det har været helt ekstraordinært godt, siger Danica-direktør Per Klitgård til Børsen.

Danica hentede 17,9 milliarder kroner i afkast til kunderne i første halvår. Det er 5,8 milliarder kroner mere end selskabets hidtil bedste.

Hos landets største pensionsselskab, PFA, hentede topchef Henrik Heideby 23 milliarder kroner hjem til kunderne - eller 4,6 mia. mere end selskabets gamle rekord. Det gode resultat skyldes særligt gunstige vilkår for selskaberne netop nu, siger topchefen.

- Kombinationen af at renterne falder, og aktiekurserne stiger, giver medvind på begge cykelstier. Det er et temmelig unikt fænomen, som i princippet gælder for alle pensionsselskaber, siger Henrik Heideby.

Det er en sjælden kombination af høje afkast på aktier og faldende renter på obligationer, der giver selskaberne medvind.

Også Nordea Liv & Pension har overgået sig selv på det samlede investeringsafkast for første halvår med 9,3 milliarder kroner.

/ritzau/