Pensionskunder raser over Agger-kampagne

Daniel Agger har ganske enkelt ikke noget til fælles med medlemmerne i Pensam, og derfor skal han ikke betales i dyre domme for at promovere pensionsselskabet.

- Kampagnen er en direkte hån mod Pensams kunder. Det er mildest talt grinagtigt, at en udlandsdansker med en årsindtægt på ca. 60 millioner kroner, som han sandsynligvis ikke betaler skat af i Danmark, skal gøres til talsmand for samfundets værdier. At Pensam så derudover betaler ham for hans deltagelse, viser blot hvor hyklerisk, det hele er, siger tidligere bestyrelsesmedlem i Pensam Liv, Brian Vittrup, til business.dk

Daniel Agger fortæller selv, at han har sagt ja til at lægge navn og ansigt til kampagnen, fordi han kan relatere sig til mange af de ting, som Pensam står for.

Men medlemmerne føler ikke, at Daniel Agger har noget til fælles med dem. De kritiserer ikke Daniel Agger for at sige ja, men pensionsselskabet for at træffe så dårlig en beslutning.

- Det er fuldstændig tåbeligt og spild af penge. De burde koncentrere sig om at få noget ud af mine pensionspenge i stedet for, siger medlem Niels Villum.

Pensam ønsker ikke at oplyse, hvor mange penge Daniel Agger modtager for at deltage i kampagnen.

Dagens Gossip