Pensionsmyte punkteret: Kvinder får mere end ventet

Skrevet af admin

02/12/2013

Dagens topnyheder

Kvinder ender ikke som fattige pensionister, selv om de sparer mindre op til pensionen end mænd.

Det viser en analyse fra pensionsbranchen, til trods for at pensionsselskaber i årevis har advaret kvinder mod, at barsel og deltid gør dem til "pensionstabere", skriver Politiken.

- Kvinder er tit blevet udråbt til at være tabere i pensionskapløbet. Vi kan nu konstatere, at kvinder faktisk får stort set det samme udbetalt som mænd, siger underdirektør Jan V. Hansen fra brancheorganisationen Forsikring & Pension til Politiken.

Analysen viser, at en enlig mand på vej på pension i snit har sparet knap 50.000 op til pension årligt. En enlig kvinde har sparet knap 40.000 op årligt.

Alligevel ender de som pensionister med at få stort set det samme udbetalt årligt: Manden 172.500 kroner, kvinden 171.200 kroner.

Forskellen bliver så lille, fordi mandens større opsparing stort set udjævnes af, at der er højere skatter på højere indkomster, og fordi folkepensionens tillæg især tilgodeser folk med lille opsparing.

Forsikring & Pension var sidste år selv ude at advare om, at hvis kvinder tager hele barslen, når de får børn, "kommer der til at mangle penge på pensionen". Nu viser organisationens egne tal, at den advarsel faktisk ikke gælder for de fleste.

I februar skrev Politiken om tal fra ATP, som for første gang viste denne sammenhæng. Og de nye beregninger viser, at kvinden i regnestykket faktisk får 440.000 kroner mere udbetalt samlet set, fordi hun lever tre år længere end manden.

/ritzau/